Velkommen til årsmøde
Lørdag den 13. maj holder Evangelisk Frikirke Danmark sit årsmøde i Bethaniakirken i Aalborg. Hver menighed sender et antal repræsentanter. Men alle andre, som er interesseret i menighedernes fælles arbejde, er velkomne. Det er tredje år i træk, at årsmødet ikke holdes på Sommerstævnet, men rundt omkring i landet. Efter at have været i Grindsted og København er turen kommet til det nordjyske. Vi håber derfor, at en del fra især de nordjyske menigheder vil tage turen til Aalborg.
Dagen byder på fællesskab og indblik i, hvad der rører sig i kirkesamfundet. Kl. 09.30 serveres der kaffe og rundstykker. Selve mødet begynder kl. 10.00. Et af dagsordenens punkter er international mission. I år er der det særlige, at lederen af mediecenteret Fredens Stemme i Thailand er til stede og fortæller om arbejdet i løbet af formiddagen.
Tilmelding til Sommerstævne åben
Sommerstævne 2023 bliver noget helt særligt. Udover som sædvanligt at have en række talere og undervisere på programmet, er der i år også flere muligheder for ekstraordinære musikalske oplevelser af vidt forskellige genrer. Men uanset hvad programmet byder på er ugen en enestående mulighed for at styrke fællesskabet i menigheden og lære nye at kende fra andre dele af landet. Læs alt om stævnet og tilmeld dig allerede nu på sommerstaevnet.dk
Projektleder søges
Jakob Hyldgaard-Engel har valgt at afslutte sin tjeneste som leder af Familienetværket i Bethaniakirken i Aalborg. Kirken søger derfor en ny projektleder i en deltidsstilling på ti timer om ugen. Familienetværket er et samarbejde mellem kirken og Blå Kors. Gennem dette når kirken ud til en række familier, som ikke før havde sin gang i kirken.
To gange om måneden inviteres der til Familienetværk, hvor man mødes omkring sociale aktiviteter, hygge, leg, mad og frivillig andagt. Omkring sig har projektlederen et team af ca. 30 frivillige medarbejdere. Er man interesseret i at vide mere om stillingen kan man kontakte præst Camilla Westen eller menighedsrådsformand Poul Erik Jensen.
Ny sekretariatsleder
Simon Holtti har desværre valgt at opsige sin stilling som sekretariatsleder, idet han har fået andet arbejde. Gennem de seneste fem år har mange har nydt godt af Simon Holttis viden, når han har brugt sine mange kompetencer til at rådgive menigheder, have overblik over økonomien, holde kontakt til kirkeministeriet i forbindelse med trossamfundsloven, samarbejde med landsledelsen med mere. En af Simons første opgaver var den store udfordring at lede flytningen af sekretariatet fra Odense til Lindenborg.
Simon vil blive savnet på vores sekretariat. Han stopper den 1. juni, og der skal derfor ansættes en anden i hans sted.
Comments