| Af John Nielsen, generalsekretær
I sidste nummer af Eftertryk skrev vi om ”Sommerstævne på drejeskiven”. Det er nu blevet formet til noget nyt under navnet TRO & LIV Sommerkonference.
Vi glæder os til at invitere dig og hele din menighed til en rigtig skøn uge i Mariager fra 20. - 25. juli.
Inden udgangen af marts vil du i din menighed og på Evangelisk Frikirkes hjemmeside kunne finde en udførlig beskrivelse af hele den buket af farverige arrangementer, ugen byder på. Her skal vi bare nævne nogle få ting.
Børn og Unge
TRO & LIV Sommerkonference arrangeres i et tæt samarbejde med EFBU. Derfor bliver der naturligvis også gode tilbud til børn og unge, der mødes i sporene Kidz Camp, Between og Unge.
Fællesskab
Programmet for de voksne byder både på masser af fællesskab, undervisning, refleksion og inspiration. Udover det uformelle fællesskab skabes der fællesskab på så forskellige måder som gennem ”Kaffe på tværs”, sport, skattejagt, kirkebyggeri, pilgrimsvandring og Krea Workshop.
Evangelisk Frikirkes præster
På programmet finder du alle disse præster fra Evangelisk Frikirke Danmark: Charlotte Willer, Svend Ryborg, John Lorenzen, Gunni Bjørsted, Svend Jensen, Fie Nissen, Nana Holm Green, Charley Stephansen, Philip Fodgaard og John Nielsen samt to tidligere præster Thomas Baldur og Finn Kier-Hansen. Udover præsterne er andre kendte ansigter fra vores kirkesamfund på plakaten: Flemming Frandsen, Rikke Obasi, Annette Lundgaard og Kristian Sloth.
Gæstetalere
I tillæg til alle disse får vi besøg af to gæstetalere. Rudi Schott fra Østrig kommer og underviser om emnet ”Tro som bevæger kirken og berører verden”. Bergur Skovgaard fra Citykirken i Aarhus leder en ”Holy Spirit Night”.
Den store fest
TRO & LIV Sommerkonference er én stor festuge. Men én aften bliver helt usædvanlig. Midt i ugen er der en stor festaften. Vi dækker op til flere hundrede mennesker i hallen og serverer helstegt pattegris til alle. Efter spisningen er der Praise Night hvor evangeliet kommer i centrum gennem gospelmusikken. En aften du ikke vil gå glip af.
Tilmelding
Tilmelding åbner den 30. marts kl. 16.00 påwww.evangeliskfrikirke.dk. Vi har planlagt en fantastisk ferieuge for dig. Så skynd dig at tilmelde dig og tag din familie, din smågruppe – og alle dine venner med.
Comments