Evangelisk Frikirkes SOMMERSTÆVNE
Mariager • UGE 30 2025
Sommerstævnet har siden 2012 været fælles med Baptistkirken i Danmark og de to kirkesamfunds ungdomsorganisationer. Sådan bliver det ikke i 2025. Stævnet befinder sig lige nu på drejeskiven og er ved at blive omformet til noget nyt.
Gennem hele efteråret er der blevet arbejdet hen imod et fælles stævne i 2025. Men kort før jul blev der truffet beslutning om, at samarbejdet omkring et fælles stævne har haft sin tid, og at der nu skal ske noget andet.
Gennem årene har det fælles stævne været til stor glæde og velsignelse for mange mennesker i begge kirkesamfund. Derfor var der efter sidste sommers stævne heller ikke planer om andet, end at fortsætte sammen. Når det ikke lykkedes, skyldes det, at samarbejdet mellem de fire organisationer og divergerende ønsker fra baglandet gjorde, at det ikke længere hang sammen. På et møde den 19. november meddelte de to ungdomsorganisationer, at de ikke ønskede at fortsætte med at være medarrangører af stævnet.
I forlængelse af det har landsledelserne i Baptistkirken i Danmark og i Evangelisk Frikirke Danmark hver for sig drøftet, om vi fortsat ser mulighed for et fælles stævne. Hos os besluttede en enig landsledelse, at tiden er inde til at holde et stævne i eget regi sammen med vores ungdomsorganisation, EFBU.
Noget nyt bliver til
Når pottemageren sidder ved drejeskiven bevidst om, hvad han vil lave, men det ikke lykkes, så laver han det om til noget andet, som ender med at blive rigtig godt. Sådan tror vi, at mange vil opleve sommerstævnet 2025. Noget andet. Noget nyt. Men rigtig godt.
For når det fælles Sommerstævne ikke bliver til noget, så skaber vi noget nyt. Vi er derfor i fuld gang med at planlægge Evangelisk Frikirkes sommerstævne.
Det bliver et stævne, der kommer til at bære præg af vores kirkesamfunds profil. Stævnet vil have et evangelisk og karismatisk udtryk båret af værdierne tro, liv og fællesskab. Vi vil lægge vægt på fællesskab med Gud og hinanden. I det fællesskab kan troen vokse og livet styrkes. Der vil derfor blive god tid både til fællesskab på campingpladsen og til at være sammen i Guds nærvær.
Vi tror, at et stævne i eget regi vil være med til at styrke samhørigheden og skabe en fornyet nærhed mellem menighederne. Vi glæder os over at planlægge stævnet i et tæt samarbejde med EFBU.
Hvem, hvad, hvor?
Alt imens denne udgave af EFTERTRYK er undervejs, har vi fået en aftale hjem med Mariager Høj- og Efterskoler. Det betyder at sommerstævnet i 2025 for Evangelisk Frikirke Danmark (EFD) bliver i uge 30 ( 20.-25. juli med mulighed for ankomst den 19. juli) i Mariager. Samme sted som i 2024, men arrangeret af ’os selv’ dvs. EFD og vores ungdomsorganisation, EFBU.
Program
Det er for tidligt at løfte sløret for programmet. Men noget godt er undervejs på drejeskiven. Endelig skal det også nævnes, at det nye, der skabes, selvfølgelig får et nyt navn. Alt dette og meget mere vil du løbende blive orienteret om på Evangelisk Frikirkes Facebook side, her i Eftertryk, og gennem PR, som sendes til din menighed. Vigtigst her og nu er, at du sætter kryds i uge 30, så du ikke går glip af en spændende uge sammen med din kirkefamilie.
Kommentare