Det kristne fællesskab, menigheden, er en skrøbelig størrelse. Vi gør hvad vi kan, for at være Jesu efterfølgere, vi takker hver dag for nåden, tilgivelsen og hans iboende kraft til et nyt liv, og vi bestræber os på at rumme og elske hinanden, men …
| Af Peter Götz
Menigheden er et porøst lerkar, der både rummer Guds storhed og kærlighed og en menneskelig ufuldkommenhed, der meget nemt får det hele til at revne. Menigheden er et fællesskab, hvor Guds nåde og tilgivelse hele tiden forkyndes fra prædikestolen, mens der nede i rækkerne ikke så sjældent sidder mennesker, der dømmer hinanden ude.
At de alle må være eet
Når Jesus til allersidst skal give sine disciple vigtige råd med på vejen, peger han på, at deres styrke og mulighed for at være lys og salt i verden, ligger i viljen til at være eet. Og på den måde også være et alternativ til en splittet verden. Johs. kap 15, 16 og 17. At skulle plante en ny kultur (Guds Rige), med helt nye værdier, der bryder med verdens idealer, kræver sammenhold og enhed.
Med alt hvad Jesu disciple skal udsættes for, er enheden deres vigtigste værn. En enhed der ikke er intellektuel, teoretisk eller teologisk, men en Åndens enhed. En enhed hvor troen, håbet og kærligheden knytter os sammen på forsoningens grund. En enhed hvor det at elske ham får os til at elske hinanden. Naturligvis er der en afgrænsning for synet på Kristus, bl.a. formuleret i den apostolske trosbekendelse.
Det Danske Missionsforbund
Sådan tænker jeg – og sådan læser jeg min Bibel, fordi jeg er vokset op i et fællesskab, hvor Guds børns enhed var et ’mantra’. Et fællesskab, hvor teologiske uenigheder ikke havde lov til at komme imellem os – i hvert fald i teorien – og hvor livet med hinanden og livet med Kristus kom før vores forståelse af bestemte skriftsteder (Læren).
Hovedpersonen i stiftelsen af Evangelisk Frikirke Danmark (den gang Det Danske Missionsforbund), hed Jens Jensen Maar. Læs faktaboksen om hans syn på menigheden.
Bogstav eller Ånd
Det er uomtvisteligt, at Jesus er i et stadigt opgør med den jødiske religion, der hele tiden forholder sig til de gamle skrifter og deres utallige udlægninger. Han bryder med reglerne for sabbatten og er konstant en provokation for de skriftlærde.
Jesus peger på et anderledes gudsforhold, der ejer en indre sult, en tørst og en længsel efter en relation – og ikke en religion! Derfor får vi ordene fra ham om, at han er livets brød, at han stiller tørsten hos den åndeligt tørstige og at han møder den trætte og tyngede med hvile.
Det er er den gudsrelation, Paulus følger op på, når han siger at vi (i modsætning til hans jødiske ophav) er gjort til tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens; for bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende, 2. Kor. 3,6.
Uenigheder i de første menigheder
Det er muligt vi har vænnet os til de mange steder i Det Nye Testamente, hvor de første kristne er uenige om alt muligt. I korintermenigheden sloges de om, hvilke prædikanter, der var ’de rigtige’, om nådegavernes betydning og rangordning, om opstandelsen, om hvordan man skulle fejre nadver og meget mere.
Dertil kæmpede de også om holdningen til det kød, man købte på markedet og som ofte var indviet til afguder i forbindelse med slagtningen.
Paulus bruger både i brevet til romerne (14) og korinterne (1.Kor. 8 og 10) plads på at vejlede i dette for en jøde så fuldstændigt afgørende. Husk nu på, at på dette tidspunkt havde de første kristne ikke anden bibel end det Gamle Testamente. Dette Guds Ord var stadig deres ’lov’ og rettesnor.
Paulus lander diskussionen med en dyb åndelig visdom. På den ene side må han give dem ret, der siger at det ikke er en overgivelse til afguder at spise kød fra markedet, for afguder findes ikke. Der er kun én Gud!
På den anden side, siger han, at man trods den ’indsigt’ måske skulle lade være – af hensyn til sine brødre og søstre, der mener noget andet.
Var dette et perifert spørgsmål? Nej slet ikke. Det var med alt hvad de første kristne jøder havde lært og som stod i deres ’bibel’ en syndig hedensk skik, at dele mad med og spise sammen med hedninger.
Forskellige i enhed
Det er så tydeligt, at Paulus hele vejen i sin rådgivning til menighederne beder dem passe på hinanden og på fællesskabet. Vi er ikke nået lige langt, vi har ikke den samme bagage, vi er præget af forskellige opvækstmønstre og kulturer. Men et fællesskab, hvor troen på Jesus er det centrale, kan rumme alle disse ufuldkomne forskelligheder, fordi han kan rumme os alle …. Indtil vi når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde. Ef. 4:13
Vil vi os selv eller hinanden
Spørgsmålet er derfor: Vil vi have ret overfor hinanden? Vil vi mene at vores synspunkter om det ene og andet er vigtigere end vores bror og søster? Vil vi nedgøre hinanden, fordi vi læser forskellige passager i Skriften forskelligt. Eller vil vi det fællesskab, som Jesus insisterer på, at vi skal værne om?
Faktaboks Jens Jensen Maar: Grundlaget for vort Forsamlings- og Menighedsliv er ikke som i andre Samfund med visse særegne Anskuelser, som adskiller os fra andre troende. Vor Tro på den kristne Kirkes Hovedlærdomme har vi tilfælles med alle levende Kristne overalt på Jord. Derefter vover vi at lade den personlige Frihed raade, saaledes, at vi i Respekt for Livet, som Gud har givet, erkender alle Guds børn for levende Lemmer på det ene Legeme, for hvilket Kristus er hoved. Vi giver dem alle plads i Menigheden og anser det for en fræk Formastelighed at udelukke nogle af dem, som Gud allerede forud har lukket ind i sit Rige, i sin Menighed, selv om disse så i sakramentale Spørgsmål eller underordnede Ting kan have deres særegne Opfattelser. De er dog Herrens, og således anerkender vi kun, hvad han allerede har anerkendt. Den menighed, der åbner sine porte for alle uomvendte, kan ikke være Guds Menighed; men den som lukker til for nogen af dem, som Gud har antaget som sine Børn, Kan ej heller være Guds Menighed. |
Comments