Vi har for nogle dage siden fejret pinse, som en markering af, at Gud er til stede i verden gennem sin Helligånd. I julen fejrer vi, at Gud blev fysisk nærværende. Men pinsen kommer efter Kristi Himmelfart. Det vil sige, at den fysiske Gud er tilbage i den himmelske verden. Guds nærvær tager en ny form. Han er nu til stede som Ånd.
I virkelighedens spændingsfelt
I vores virkelighed mødes vi både af Ånden fra himlen og af tidsånden fra jorden. Tidsånden er strømninger i tiden. Det er tendenser, som et stort uformelt flertal definerer som værende det rigtige. Det er let at følge tidsånden. For det er bare at følge med strømmen. Det er vanskeligere at følge Helligånden, for Gud sendte ikke sin Ånd ind i verden for at følge med strømmen, men for at vise en anden og bedre vej.
En vigtig prioritering
Lørdag den 14. maj var der en artikel i Kristeligt Dagblad i forbindelse med et redaktørskifte. Ved den anledning sagde den nye redaktør, Jeppe Duvå: ”Hvis Kristeligt Dagblad skal beholde sin særlige plads i det danske mediebillede, er der nogle absolutter, vi skal holde os for øje”. Duvå nævnte en række ting. Den første af disse var: ”At vi prioriterer ånd over tidsånd”. Denne kommentar fik mig til at bladre tilbage til avisens forside, hvor der øverst på siden hver eneste dag står: ”Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarers Herre”.
Nu er denne artikel ikke ment som et PR-fremstød for en avis. Men kommentaren ramte mig og fik mig til at tænke den ind i en kirkelig sammenhæng. Let omskrevet vil det lyde: ”Hvis kirken skal beholde sin særlige plads i det danske samfund, må vi prioritere ånd over tidsånd”.
Tidsånden udvisker vores identitet og gør os lige med alle andre, og dermed ligegyldige. Skal kirken fortsat spille en rolle i samfundet, kan vi ikke finde vores identitet i tidsånden, men i Guds Ånd.
En stærk kirke med en vigtig røst ind i tiden
Kirkens store udfordring vil altid være at være i verden, men ikke af verden. At være relevant for det moderne menneske uden at blive ét med tidsånden. Det er ikke nogen nem position at være i. Men det er da heller ikke noget, vi skal klare i egen kraft. Ånden fra himlen er kirkens kraftkilde.
Den kirke, der lader sig fylde af kraften og lede af Ånden vil blive en stærk og relevant kirke med en vigtig røst ind i tiden. Lad os derfor med Guds hjælp vove det vanskelige: At prioritere ånd over tidsånd.
Comentarios